Aftensmad fra Aarstiderne

0

Jeg abonnerer på Vegetarkassen fra Aarstiderne. Får den én gang om måneden. Den indeholder ingredienser og opskrifter til 4 måltider for 2 voksne og koster 322 kr. På denne måde får jeg udvidet min kulinariske horisont hvad angår vegetarmad. Det er også rart at deres virkelig dygtige kokke har lavet opskrifter, jeg bare skal følge – så slipper jeg for selv at hitte på noget. Tak, Sanne Venlov! Det eneste minus er, at den indeholder kulhydrater i form af kartofler, brød, ris, bulgur osv. Jeg har overvejet at prøve deres LowCarb kasse, men den er med kød – så det går heller ikke.
Idag har jeg prøvet KukKassen, som indeholder en masse forskellige grøntsager – dog aldrig kartofler. Derudover fik jeg også Vegetar Smagekassen med grønne håndlavede lækkerier. Mælke- og glutenfri. Den bestod af 2 forskellige slags vege-bøffer, kartoffel-porre ruller samt røget tofu. Den ene slags burger testede jeg til aftensmaden. Men først til min egen udfordring: Sammensæt et måltid med ting fra kassen.

Det blev til 3 retter:

  • Tomater med citrongræs-olie
  • Blancherede grønne asparges
  • Tomat-basilikum vege-bøf

Tomater med citrongræs-olie

Aftensmad_Tomater-med-citrongras

(opskrift fra Aarstiderne.com)

  • 1 stilk citrongræs
  • 1 dl olivenolie
  • 1/2 halv frisk chili
  • 2 fed hvidløg
  • 1/2 spsk havsalt
  • 500 g tomater

Hak citrongræs fint. I en kasserolle varmes olie, citrongræs, chili, hvidløg og salt op til det simrer. Lad det simre under omrøring i 5 minutter. Vask tomaterne og skær dem i både. Lad olien køle en smule ned i 2-3 minutter. Hæld den varme olie over tomaterne, og lad det trække nogle timer, gerne natten over. Varmen fra olien får tomaterne til at absorbere smagen (det havde jeg ikke lige tålmodighed til, men de smagte mægtigt alligevel).

Jeg tænker at denne olie også vil være meget velegnet at hælde over asparges, kogte gulerødder eller måske nogle helt nye kartofler?

Aftensmad_Tomater-med-citrongras_01

Blancherede grønne asparges

Aftensmad_Asparges_01

  • 1 bundt grønne asparges,
  • 25 g smør
  • En lille håndfuld hakkede mandler
  • Flagesalt

Når man bruger friske asparges, synes jeg det handler om at holde det meget simpelt for at smagen rigtig kommer til sin ret. Derfor har jeg bare valgt at blanchere – altså sænke dem meget hurtigt ned i kogende vand – så de stadig beholder deres sprødhed. Jeg gav dem 1 minut  i kogende vand, herefter fik de en god klat smør, lidt hakkede mandler og flagesalt drysset over. Bum. Det tog 5 minutter.

Aftensmad_Asparges_02

Tomat-basilikum vege-bøf

Aarstiderne_Vegetarbof

Dette er én af varianterne jeg har testet fra Vegetar Smagekassen. 2 stk. bøffer fra Dragonfly lavet af sojabønner, brune ris, tomatpuré, gulerødder, solsikkekerner, tamari, hvidløg, basilikum, salt og peber. Stegte dem på panden, 6 minutter på hver side, som der stod på pakken.

Min bedømmelse: Jeg er ikke imponeret. Konsistensen var alt for blød og den havde ikke den sprødhed, som jeg godt kan lide en vegetar-burger har. Den var heller ikke tilsmagt ordentligt, efter min smag manglede den salt. Tror det store problem er, at der er brugt soja-bønner som hoved-ingrediens. Hvis det havde været kikærter, tror jeg at sprødheden havde været bedre. Min favorit er stadig Nutanas Mexi burger, som er super-sprød, perfekt krydret og nem lige at smække i ovnen i 25 minutter. Jeg har dog læst på deklarationen at den indeholder spor af gluten, æg, soya, mælk, jordnødder og nødder.

Så til alle jer derude med allergier: Trines og min næste udfordring må derfor blive at udvikle en opskrift på de perfekte vege-bøffer… Gerne fri for de fleste af ovennævnte ting.

Vi holder jer opdateret 🙂

Peace, Love and Harmony herfra

Aarstiderne_Aftensmad

Share.

About Author

Passioneret mad-nørd. Brænder for at lave mad fra bunden med gode råvarer, gerne økologisk. Læser kogebøger og kigger på Pinterest til godnat-læsning. Spiser fortrinsvis vegetarisk. Er ikke fanatisk på nogen områder, men mener det handler om at bruge tid på at lave mad der er sund og smager godt. Vil gerne slå et slag for at tage børnene med i køkkenet – det er den bedste måde at lære dem om råvarer på. Og mad man selv har været med til at lave smager bare bedre.

Leave A Reply