Bagt aubergine med miso

0

Auberginer er en undervurderet grøntsag. Jeg glemmer tit hvor alsidig den er i et køkken. Der ER andre muligheder, end at skive den og drukne den i olie på panden. Auberginen fungerer som en svamp, og den kan suge uanede mængder fedt op, hvis du giver den lov. I denne opskrift får den tværtimod lov til at suge den gode dybe umami-smag fra miso.

Miso kommer fra Japan og er en gæret pasta, som fremstilles af sojabønner, ris eller byg som er tilsat havsalt og vand. Der findes mange varianter af miso, afhængig af hvilke mikroorganismer der er brugt til gæringen, hvor længe produktet har gæret, og hvilken eller hvilke kornarter der er anvendt. Min favorit er den lyse eller hvide miso fra Clearspring Organic.

Denne ret er meget “kød-agtig” i både smag og konsistens. Servér den med lidt  brune ris og en fintsnittet blandet kålsalat, drysset med mandler. Så har du et godt, mættende og yderst velsmagende vegetarmåltid. Brug resterne i madpakken 🙂

Aubergine med miso

  • 1-2 auberginer
  • Olivenolie
  • 2 spsk hvid miso
  • 1 tsk sesamolie
  • 1 tsk soya eller tamari
  • 1 fed revet hvidløg
  • 1 tsk revet ingefær
  • Ristede sesamfrø
  • Purløg eller forårsløg til pynt

Tænd ovnen på 200 grader. Halvér auberginerne på langs. Skær nogle krydser ned i kødet på auberginen og smør fladerne med olivenolie. Sæt dem i den forvarmede ovn og bag dem i cirka 25-30 minutter, til de er møre.

Rør de resterende ingredienser sammen og fordel det på auberginerne. Giv det et par minutter, til det får farve. Jeg plejer at give dem et minut under grillen – men hold øje, for det brænder nemt på!

Pynt med finthakkede purløg eller springløg og ristede sesamfrø.

Aftensmad_Aubergine-med-miso_02

 

Share.

About Author

Passioneret mad-nørd. Brænder for at lave mad fra bunden med gode råvarer, gerne økologisk. Læser kogebøger og kigger på Pinterest til godnat-læsning. Spiser fortrinsvis vegetarisk. Er ikke fanatisk på nogen områder, men mener det handler om at bruge tid på at lave mad der er sund og smager godt. Vil gerne slå et slag for at tage børnene med i køkkenet - det er den bedste måde at lære dem om råvarer på. Og mad man selv har været med til at lave smager bare bedre.

Leave A Reply