En god dansk klassiker – her i en lettere og sundere version uden kød! Denne opskrift passer godt til vinteren, hvor man kan gøre brug af alle de skønne rodfrugter. Bortset fra rodfrugtmosen, kan alt det andet laves i ovnen, så det er en god, hurtig og fremfor alt velsmagende ret!
Brændende kærlighed – vegetarisk
Rodfrugtmos
- 1 kg blandede rodfrugter (1/2 kartofler + 1/2 pastinak, gulerod, søde kartofler, kålrabi osv.)
- Vand
- Salt
- Peber
- Revet muskatnød
- 1 spsk smør
- 1 dl mælk eller fløde (plantemælk fungerer fint)
- Evt. en god sjat olie til servering (jeg brugte græskarkerneolie)
Rødebede-topping
- 1 kg rødbeder
- 1 tsk timian
- 1 tsk røget paprika
- 1/4 tsk chili
- 1 tsk havsalt
- Evt en sjat eddike (hyldeblomst eller æblecidereddike er god til fomålet)
- Peber
Ristede græskarkerner
- 1 dl græskarkerner (du kan bruge solsikker, nødder eller mandler istedet)
- Salt
- 1/2 tsk olie
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader. Skræl rødbederne og skær dem i tern (ca. 2×2 cm). Hæld dem i et ovnfast fad og vend dem sammen med olie, eddike salt og krydderierne. Sæt i ovnen og bag dem i ca 30 minutter eller indtil du synes deres konsistens er tilpas.
Skræl imens rodfrugterne og skær dem i tern på 2 x 2 cm. Hæld dem i en gryde med vand og kog dem møre, det tager ca. 20 minutter.
Imens rister du græskarkernerne (eller nødderne). Varm en pande op ved middelvarme og hæld kerner eller nødder herpå. Du kan også riste dem i ovnen i et fad – men hold øje med dem. Lad dem riste indtil de bliver gyldne eller begynde at poppe. Til allersidst hældes en lille smule olie på, så salten kan hænge fast. Vend godt rundt og stil til side i en skål til afkøling.
Når rodfrugterne er kogt færdig, hældes vandet fra. Brug en kartoffelmoser til at mose alle stykkerne til mos. Den må godt være lidt grov. Hvis du bruger en stavblender eller håndpisker bliver mosen alt for klistret – det skal den IKKE være. Tilsæt herefter krydderier, smør, mælk og husk at smage til med salt og peber.
Ved servering toppes med rødbeder, de ristede kerner, en sjat god olie og lidt grønt i form af fintsnittede porrer og lidt frisk timian.
Mums, lækker vinterret!

Brændende kærlighed i vegetarisk version.