Koldhævede boller uden æltning

0

Der er intet, som kan slå hjemmebagt brød. Hverken på smag, duft, pris eller kvalitet. Det bedste ved at bage selv er, at man ved hvad der er i: Ingen palmeolie, mærkelige tilsætningsstoffer, masser af sukker, E-numre og for meget gær. Og samtidig er det langt billigere at bage selv. Jeg har altid  en pose boller liggende i fryseren. Nemt at tage op og smække på brødristeren.

Med denne dej er det så simpelt, at selv en 6-årig kan gøre det. Dejen skal nemlig ikke æltes. Der er i virkeligheden kun brug for 4 ingredienser, når man selv skal bage brød: Gær, vand, salt og mel.

Jeg plejer at bikse en dej sammen på slump, men har også været igennem langt over 100 forsøg, før jeg har fundet den perfekte opskrift. Der er tre regler: 1) Brug kun en lille smule gær, 2) lad dejen hæve længe og køligt, minimum 12 timer og 3) bag bollerne ved højeste temperatur, gerne 250 grader. Så får du helt klart de perfekte boller. Eksperimentér med forskellige meltyper. Bare husk, at cirka 70% skal være hvedemel, jo grovere meltyper jo sværere har bollerne ved at hæve.

Koldhævede boller uden æltning

  • 10 g gær
  • 1 tsk honning
  • 4 tsk groft havsalt (brug kun 3 tsk hvis du bruger almindeligt groft salt)
  • 8 dl koldt vand
  • 2 dl grovvalsede havregryn
  • 1 dl speltmel
  • 9-10 dl hvedemel

I en stor skål røres gær sammen med honing indtil det bliver flydende. Tilsæt vand, havregryn, mel, salt og rør dejen godt sammen med en dejskraber. Den skal have konsistens som en tyk havregrød, så tilsæt mere mel hvis den er for tynd. Stil dejen på køl minimum 6 timer, allerhelst 12. Dejen bliver bedre jo længere den får lov at hæve. Den kan også sagtens stå på køkkenbordet og hæve.

Når bollerne skal bages:
Tænd ovnen på 250 grader. Tag dejen ud af køleskabet. Vent i 20 minutter til ovnen er rigtig godt varm. Sæt nu bollerne på en plade med bagepapir: Dyp to skeer i vand og tag en klat af dejen og sæt på pladen. Sørg for at folde dejen lidt sammen med skeerne, så den ikke bare flader ud som en pandekage. Bag på midterste rille i ca. 15-20 minutter eller indtil de har fået en flot gylden farve og sprød skorpe.

TIPS: 
Du kan variere dine boller i det uendelige. Prøv f.eks.:

Valnøddeboller: Tilsæt en håndfuld valnødder og lidt groft speltmel.
Gulerods- eller squashboller: Brug revne gulerødder eller squash til saftige boller. Kom dem i dejen med lidt solsikkekerner.
5-korns-blanding: Lidt grovere og mere mættende boller, gode til sandwich eller burgerboller.

Brod_Koldhaevede-boller_02

Share.

About Author

Passioneret mad-nørd. Brænder for at lave mad fra bunden med gode råvarer, gerne økologisk. Læser kogebøger og kigger på Pinterest til godnat-læsning. Spiser fortrinsvis vegetarisk. Er ikke fanatisk på nogen områder, men mener det handler om at bruge tid på at lave mad der er sund og smager godt. Vil gerne slå et slag for at tage børnene med i køkkenet - det er den bedste måde at lære dem om råvarer på. Og mad man selv har været med til at lave smager bare bedre.

Leave A Reply