Quinoa-deller – vegetariske

0

Her er mit bedste bud på en lækker vegetar-erstatning for de traditionelle frikadeller: Quinoa-deller! De er sprøde, velsmagende, nemme at lave, kan fryses og fungerer også perfekt i en burgerbolle. Laver du dem små, kan de fungere som nuggets eller falafel! Så lav en ordentlig omgang og frys dem ned. Så har du til en hurtig, sund og protein-rig aftensmad/frokost. De holder sig sprøde selv efter frysning.

Quiona-deller

Til cirka 25 stk.

  • 500 g kogt quinoa
  • 2 gulerødder
  • 1 stort løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk timian
  • 1/4 tsk chili eller 1 tsk røget paprika
  • 4 spsk solsikkekerner
  • 2 æg
  • 60 g revet cheddarost
  • 60 g kikærtemel
  • 1 1/2 tsk salt
  • Peber
  • Panko rasp til panering (valgfrit)
  • Olie til stegning

Kog quinoa efter anvisning på pakken. Kog gerne en stor portion, det kan fryses til senere brug. Lad det køle af.

Skræl gulerødder, løg og hvidløg. Put dem i en food processor og blend til det er små stykker, det skal dog ikke blive til mos. Bland det i en stor skål sammen med den kogte, afkølede quinoa og de øvrige ingredienser. Lad blandingen stå og trække i 10 minutter. Måske skal der tilføjes mere mel for at få det til at hænge sammen. Dellerne er lidt skrøbelig at forme, men når de er stegt hænger de fint sammen, så hav lidt tålmodighed med at forme dem.

Hvis du vil have ekstra sprøde deller, kan du vende dem i lidt panko rasp. Det kan være lidt svært at få dejen til at hænge sammen, men mas raspen godt sammen om dellerne med fugtige hænder. Steg dem på en varm pande med lidt olie til de er gyldne og sprøde, ca 5-7 minutter på hver side. Efter stegning lægges de på en bageplade med bagepapir. De kan holdes varme i ovnen indtil servering eller du kan fryse dem ned, når de er afkølede.

Server dem med en grøn salat, i en grov burgerbolle, eller med humus og grøntsagsstænger. Jeg lavede en cremet dip/dressing af tahin, revet hvidløg, citron saft som jeg rørte op med lidt vand.

Velbekomme!

Aftensmad_Quinoa-deller_02

OBS:
– Hvis du er gluten intolerant så udelad raspen.
– Hvis du ikke tåler æg og mælkeprodukter, kan du erstatte ægget med 2 måleskeer HUSK rørt ud i 5 spsk vand.
– Osten kan erstattes med lidt plantemælk og lidt mere kikærtemel.

 

Share.

About Author

Passioneret mad-nørd. Brænder for at lave mad fra bunden med gode råvarer, gerne økologisk. Læser kogebøger og kigger på Pinterest til godnat-læsning. Spiser fortrinsvis vegetarisk. Er ikke fanatisk på nogen områder, men mener det handler om at bruge tid på at lave mad der er sund og smager godt. Vil gerne slå et slag for at tage børnene med i køkkenet – det er den bedste måde at lære dem om råvarer på. Og mad man selv har været med til at lave smager bare bedre.

Leave A Reply