Tomatsuppe med røde linser

0

Jeg har en svaghed for røde linser. De er fyldt med protein, de er mættende og de er billige. De kan tilsættes som fyld i både supper og gryderetter. De kan bruges til fars til grøntsagsfrikadeller (prøv disse lækre mandelfrikadeller fra Kirsten Skaarups blog). Om vinteren får vi røde linser i den elskede dhal mindst én gang om ugen. Nemmere og billigere aftensmad findes vist ikke.
Desuden er det en snedig måde at få fyldt lidt planteprotein på ungerne – jeg hælder altid en håndfuld røde linser i tomatsuppen. Både for at gøre den cremet, men også for at gøre den mættende. De fleste børn kan vist bedst lide suppe uden klumper, så jeg blender den altid. JEG foretrækker suppen med konsistens, så tager altid en skål fra inden den bliver blendet cremet. Tomatsuppe er også en god måde til at få luget ud i de kedelige grøntsags-rester, som gemmer sig i køleskabet. Så brug hvad du har – og undgå samtidig madspild.

Tomatsuppe med røde linser

  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk paprika
  • 1/2 rød peberfrugt
  • 1 gulerod, skåret i små tern
  • 1 dåse flåede tomater
  • 1 kop røde linser
  • 4 dl vand
  • 1 spsk grøntsags-bouillon (gerne Herbamare)
  • Salt, peber og timian
  • Evt lidt frisk, finsnittet chili

Svits løg og hvidløg i olivenolie til de bliver klare. Tilsæt paprika, gulerod og peberfrugt og lad dem stege med et par minutter, inden du tilsætter flåede tomater. Skyl de røde linser i koldt vand og hæld dem i gryden. Tilsæt vand og bouillon. Lad det simre i 20-30 minutter, gerne mere. Smag til med salt, peber og krydderier. Blend suppen i foodprocessor eller med en stavblender.
Hvis du ønsker suppen ekstra cremet kan du tilsætte lidt kokosmælk eller fløde – så bliver syren fra tomaten nedtonet lidt.

Serveres med pull-apart-brød med pesto og friskhakket persille på toppen.

Aftensmad_Tomatsuppe-med-rode-linser_01

Share.

About Author

Passioneret mad-nørd. Brænder for at lave mad fra bunden med gode råvarer, gerne økologisk. Læser kogebøger og kigger på Pinterest til godnat-læsning. Spiser fortrinsvis vegetarisk. Er ikke fanatisk på nogen områder, men mener det handler om at bruge tid på at lave mad der er sund og smager godt. Vil gerne slå et slag for at tage børnene med i køkkenet – det er den bedste måde at lære dem om råvarer på. Og mad man selv har været med til at lave smager bare bedre.

Leave A Reply