En dag hvor du ikke har noget til aftensmad eller frokost, må du prøve disse sprøde og velsmagende tunfrikadeller, som du kan bikse sammen på 5 minutter. De fleste har en dåse tun stående i skabet, så med lidt grønt og lidt knasende i form af solsikker, kan du kreere den lækreste mad. Tunfrikadellerne smager rigtig godt og har en fast konsistens som gør dem velegnede til madpakken. Prøv dem i en “nordisk” wrap med hummus, spidskål og fintsnittede jordskokker.
Tunfrikadeller med grønkål og solsikkekerner
- 1 dåse tun i vand (140g)
- 4 spsk havregryn
- 1 æg (jeg brugte chia-frø: 2 spsk chiafrø + 1/2 dl vand)
- 2 spsk græsk youghurt 10%
- ½ dl hakket grønkål, persille eller dild
- 2 spsk solsikkekerner
- 1 tsk peber
- 1 tsk timian
- 1 spsk citron- eller limesaft
- Salt
- Olie til stegning
Bland alle ingredienser sammen i en skål. Farsen skal være fast og blød. Form frikadellerne med en ske og steg dem på en varm pande ved middel varme, til de er gyldne og sprøde.
Serveringsforslag:
- Rugbrød, squashskiver og lidt mayo
- Kogte kartofler og hjemmerørt krydderurte-dressing
- Blomkålsbulgur
- Græsk salat
- Som fyld i en wrap eller pitabrød