Verdens nemmeste pizza

1

Jeg laver ikke længere min egen hjemmelavede pizzadej. Det er slut. Jeg har fundet en løsning der er nemmere, smager bedre og tager meget mindre tid. Den er et hit! Og det skal deles med jer derude. Og nej: Det er ikke den færdigkøbte rulle fra køleren, hvor der er tilsat ethylalkohol og palmeolie – her er vi sgu lige kommet lidt for langt væk fra noget, som man kan kalde en pizzadej i min verden. Den består jo i virkeligheden kun af mel, vand og gær!

Hemmeligheden bag den store succes er pitabrød. De grove, tørre og absolut uinteressante fra Netto til 7 kr. for 6 stk. Ingredienser: 68% fuldkorn, vand, salt, gær og dextrose (ja, det hører så heller ikke hjemme i en pizzadej) men altså:
Der skete det, at jeg en dag ikke havde noget mel til pizzadej og menuen skulle stå på pizza. I mit skab havde jeg tilfældigvis en pakke pitabrød. De blev skåret op og brugt som bunde. Ungerne fik skinke og ost på deres – jeg lavede en vegetar-version til os voksne med ristet knoldselleri, løg, cheddar og rosmarin. Det er blevet en klar favorit. Pizza er i det hele taget en genial måde at få tømt sit køleskab på.

De her pizzaer er sundere og mere mættende i forhold til en pizzadej lavet på 100% hvedemel. Og så bliver bunden sprød! Det elsker jeg ved en pizza. Så hvis du er til sprøde og knasende bunde med et velsmagende fyld – så læs med her.

Aftensmad_Verdens-nemmeste-pizza_03

Verdens nemmeste pizza

12 stk, til 4 personer

  • 1 pakke fuldkornspitabrød (6 stk)
  • 1/2 stor knoldselleri (eller en hel, hvis de er små)
  • 1 rødløg
  • 1 tsk tørret timian
  • Revet cheddar
  • Frisk rosmarin (tørret kan også bruges)
  • Salt og peber
  • Olivenolie

Start med at tænde ovnen på 220 grader. Imens skræller du sellerien og skærer den i små tern. Pil løget og skær det i tynde ringe. Varm en pande op med olie og steg sellerien indtil den er mør og er blevet gylden. Krydr med timian, salt og peber. Hæld ternene i en skål. Steg herefter løg på den samme pande, til de er blevet klare og bløde. Krydr med salt og peber.

Skær nu hvert pitabrød igennem med en kniv, der er lille, skarp og gerne med takker. Pitabrødene er meget tørre og porøse, så vær forsigtig, så de ikke smuldrer helt fra hinanden. Læg 6 stk på en bageplade med bagepapir. Hæld lidt god olivenolie på hvert pitabrød. Drys herefter revet cheddar på, så løg , knoldselleri og til sidst lidt frisk hakket rosmarin. Bag dem i ovnen i ca. 15 minutter. Jeg giver dem 3 minutter under grill til sidst, så de bliver ekstra sprøde.

Server med rucola og en grøn salat til. Så bliver du hyldet som en helt i et køkken 🙂

Andre forslag til fyld:

  • Kartofler, rosmarin og gedeost
  • Svampe, ristet persillerod og timian
  • Kylling, peberfrugt og mozarella
  • Tomatsovs, bøffelmozarella og frisk basilikum
  • Børneversionen 1.0: Tomatsovs, skinke og mozarella
  • Børneversionen 2.0: Kødsauce og cheddarost

 

Aftensmad_Verdens-nemmeste-pizza_04

Share.

About Author

Passioneret mad-nørd. Brænder for at lave mad fra bunden med gode råvarer, gerne økologisk. Læser kogebøger og kigger på Pinterest til godnat-læsning. Spiser fortrinsvis vegetarisk. Er ikke fanatisk på nogen områder, men mener det handler om at bruge tid på at lave mad der er sund og smager godt. Vil gerne slå et slag for at tage børnene med i køkkenet - det er den bedste måde at lære dem om råvarer på. Og mad man selv har været med til at lave smager bare bedre.

1 kommentar

Leave A Reply